Som voksen bliver Hans1 Kong Eriks trofaste støtte, og Bennicksgaard en forpost i det urolige område med holstenerne ovre på den anden side af fjorden. Da Hans1 gifter sig i 1425 med Kirsten får de af kongen et sværd med kongens navnetræk i bryllupsgave.
I maj 1427 er det helt galt. Fjendtlig flåde er i sigte, og Hans samler en hjemmeværnshær af 100 lansebevæbnede ryttere og rider mod Flensborg. Hertug Henrik var holstenernes feltherre, og da han hører, at en flok bønder forsvarer byen, tænker han, at dette sted er det svageste led, han hurtigt kan nedkæmpe.
Det bliver hans skæbne. I kampens hede står han pludselig over for Hans1 , der hamrer sit spyd lige ind i hertugens ansigt med en øjeblikkelig død som følge. Det afgør kampen, og holstenerne fortrækker skyndsomt, daderes leder er fældet.
Vel hjemme igen på Bennicksgaard er der fest og glæde. Den unge kone Kirsten falder sin mand om halsen af glæde. Hun ser de andre mand sætter deres spyd uden for døren inden de tager fat på bordets glæder, men Hans har ikke et spyd: ”Det har jeg foræret til Hertug Henrik,” siger han leende til sin undrende unge kone, Kirsten, der langsomt forstår, hvem der havde jaget holstenerne på flugt.
1 1429 kommer Peter1 til verden. To år efter overfalder holstenerne atter Flensborg, og denne gang lykkes det ikke Hans1 at drive dem på flugt. Man bøjer sig for overmagten. Årene går, og Peter1 kommer som ung i lære hos en købmand i Flensborg. Han bor hos købmanden, forelsker sig i hans kønne datter, som han gifter sig med i 1454, og året efter får de Hans2.
Kong Hans
Pudsigt nok får også Kong Christian 1. en søn i 1455, og han får også navnet Hans. Den eneste i kongerækken, der hedder Hans, der er mere brugt som bondenavn end kongenavn. Man mener at vide, at Christian 1. har opkaldt sin søn efter Hans1, for på den måde at vise sin anerkendelse over de bedrifter, han havde foretaget i sit liv.
I 1488 bliver Peter1 på slægtens vegne adlet af Kong Hans. En skøn sommerdag står kong Hans med sin syvårige søn Christian (senere den 2.) ved hånden midt på gårdspladsen. Besøget er forberedt, for forrest står den 59-årige Peter1 rank og stolt i sit stiveste puds flankeret af gårdens karle og piger i nyvasket tøj. Gården er pyntet med blomster og guirlander. Et rungede hurra gjalder rundt mellem gårdens mure. De to navnebrødre Hans hilser fornøjeligt på hinanden. Deres sønner Peter2 og Christian finder også straks sammen. Efter en god frokost går man tur på den berømte markvej. Peter2 og Christian løber om kap ned til stranden, og Christian er den stærkeste og vinder.
Om eftermiddagen beder kongen alle komme ind i storstuen. Han står med et dokument i hånden, en flues summen er den eneste lyd, der høres i stuen, indtil kongen overrækker dokumentet med disse ord: ”Jeg er glad for at kunne gøre det, som for længe siden burde have været gjort. Jeg overrækker dig, Peter Bennick, dit adelsbrev. Jeg kender din faders tapre gerninger. Men det er naturligvis ikke blot som hans søn, jeg adler dig, men fordi jeg i dig har fundet en mand af den støbning, som jeg har brug for ved genopbygningen af dette land. Jeg er sikker på, at på denne gård, som til evig tid skal kaldes Bennicksgaard, vil den samme gode, danske tradition gå i arv fra far til søn.”
BT: Våbenskjoldet forestiller to sammenslyngede, grønne ege-grene med blade og fem agern og en hjelm i gult.
