Den 13-årige Hans1 står i 1410 ved indgangen til Bennicksgaard og ser en hær drage forbi med den 28-årige kong Erik 7. i spidsen. Kongen er sendt af sted af sin mor, Margrete 1., Kalmarunionens moder i 1397, i øvrigt Hans1’ fødselsår.
Sønderjylland går på den tid fra Kongeåen til Ejderen, men er sydfra blevet besat af holstenerne. Erik skal drive dem ud igen, og det lykkes ham at befri Als og Ærø, men i Sydslesvig taber han stort til holstenerne. Flensborg er besat af både danskere og holstenere.
I 1412 udbryder der pest i Flensborg. Det får flere af holstenerne til at flygte, men danskerne bliver, for man svigter ikke en ven i nøden. Dronning Margrethe rejser til Flensborg, for hun er bedre end Erik til fredsforhandlinger, og det er nødvendigt nu, hvor befolkningen ud over krig også er truet af pest.
Den 7. oktober 1412 sejler tre orlogsskibe ind i Flensborg Fjord. Hans1 får øje på skibene og ser Dannebrog svejer fra masten. Dermed ved Hans1, at hans elskede Dronning er med om bord. Han spæner ned ad markvejen for at kigge på.
Margrethe 1. får efter 14 dages forhandlinger holstenerne ud af Flensborg. Nordslesvig med Flensborg er igen en del af Danmark. Der er aftalt våbenhvile indtil 1416.
Dronningen hyldes af borgerne i Flensborg. Hans1 er med sin far i byen og oplever hyldesten. Han er heldig at komme tæt på dronningen, der sender ham et lille smil.
28. oktober sejler dronningens skib ud af Flensborg Fjord. Hans1 iler igen ned ad markvejen for at vinke farvel til dronningen. Med ét stivner han. Ud for Okseøerne kaster skibene anker og tager sejlene ned. Der må være noget galt. Hurtigt kaster han sig i en lille robåd, der ligger fortøjet ved gårdens badebro. Han ror hurtigt ud til skibene.
Toggenburgbiblen -1411
Han får snart øje på en matros og råber op til ham: ”Hvad er der i vejen, hvorfor sejler I ikke?”
”Hold dig væk, vi har pest om bord.”
Hans1 lader sig ikke skræmme væk af det, men spørger om han kan hjælpe med noget. En ung adelsmand er kommet til syne og svarer: ”Kan du bringe dronningen frisk mælk. Vi har ikke noget, og hun er meget syg.”
Hans ror på den blikstille fjord. En mærkelig varmedis trykker ned over ham. Mod øst er himlen blåsort som om et uvejr er i anmarch. Men Hans ænser det ikke. Skynder sig hjem på gården, og henter to store krukker med frisk mælk. Da han ror ud igen, løber tidevandet ind i fjorden, og det giver Hans en hjælpende hånd, så farten øges.
Ude ved dronningeskibet venter adelsmanden og dronningens skriver i skibsjollen. De lodser Hans ind til den skovbevoksede ø, Lille Okseø. Dronningen er bragt til øen og ligger syg i en sengen, der står opredt inde i et telt. Taknemmeligt tager hun imod den friske mælk, som var det en hellig drik.
Hans trækker endnu vejret stakåndet, ansigtet blusser, men hans øjne skinner. Han venter uden for teltet. Pludselig går forhænget til side, og adelsmanden byder ham indenfor. Alle smiler til hinanden og nikker indforstået. Her er ord overflødige. Dronningens øjne hviler længe på den unge bondesøn, og for en kort stund ønsker hun sig ung og frisk som ham i et forsøg på at fortrænge sin angst for døden.
Audiensen er forbi, og dronningens ledsagere følger Hans ned til båden. Skriveren spørger ham om navn og adresse, for han noterer for dronningen, hvem af rigets mænd, der er loyale og trofaste, og hvis hjælp rigets herskere kan trække på i nødsituationer.
Hans ror langsomt hjem ad. Han forhaster sig på ingen måde hjem på markvejen, går nærmest baglæns, mens han kikker over mod Okseøerne. Mørke tordenskyer har lagt sig over fjorden. Et lyn flænger himlen ude over øerne. Stormen slår sig løs, støv og sand hvirvler op omkring benene på Hans, fjordens vande piskes til skum, og træerne kroner bruser som orgler. Ulykkelig kaster Hans sig til jorden og lader sig gennembløde af regnen, mens gråden får frit løb. Kun i uvejrets centrum over dronningens ø ses ingen flængende lyn. Der er helt stille. Med ét holder stormen op, og Hans går hjem fyldt af uro og ængstelse.
Ved solopgang næste morgen går han igen ned og kikker ud mod Okseøerne. Han ser flagene på de tre skibe gå til tops, hjertet banker i hans unge liv, håbet tændes, men slukkes lige så brat, da han ser flagene gå på halv.
